Lisbeth Zornig Andersen

Uddannet cand. polit, Københavns Universitet, 1994

Lisbeths liv startede i en fattig og misbrugsramt familie. Efter en opvækst præget af vold, forældre der drak, ophold på børnehjem og en stedfar, der forgreb sig på hende, fik Lisbeth som den første i sin familie en studentereksamen. Efter universitetet arbejdede hun som programmør og økonom i Codan og Danske Bank, herefter som projektchef i KMD og siden som administrerende direktør i Specialisterne A/S.

I 2010 blev hun af daværende indenrigs – og socialminister Karen Ellemann (V) opfordret til at blive formand for Børnerådet, hvilket gjorde hende til en kontroversiel fortaler for børn og unges rettigheder.

Hun er forfatter til selvbiografien ’Zornig –Vrede er mit mellemnavn’, en rå beskrivelse af en usædvanlig hård barndom, og samtidig en af sidste års bedst sælgende bøger. Medvirkede i DR-dokumentaren "Min Barndom i Helvede", der havde en million seere.

I dag er Lisbeth foredragsholder og stifter & leder af ’Huset Zornig’ som indeholder en tænketank, en almennyttig fond og en rådgivning for organisationer, politikere og andre, der arbejder for den socialt udsatte familie.

Programmer med Lisbeth Zornig Andersen